Udtalelse: Styrk indsatsen for at gennemføre FNs verdensmål

Udtalelse: Styrk indsatsen for at gennemføre FNs verdensmål

Dansk Miljøteknologi har sendt en udtalelse til folketingets nye netværk om FNs Verdensmål.

Styrk indsatsen for at gennemføre FNs verdensmål

FN har vedtaget 17 nye verdensmål på vejen mod en bæredygtig verden i 2030, og den danske regering har udarbejdet en handlingsplan for den danske opfølgning.

Dansk Miljøteknologi opfodrer til, at handlingsplanen nu iværksættes af et bredt politisk flertal, og at den følges op af ambitiøse indsatser på en række områder.

Handlingsplanen slår fast, at Danmark skal være et foregangsland inden for grøn omstilling og energieffektivitet. Der er derfor brug for, at regering og folketing opstiller nye konkrete mål og handlinger for, hvordan man vil sikre førerpositionen, og hvor man vil satse. Herunder en finansiel ramme for indsatsen frem mod 2030. Der er overordnet set brug for at samtænke den danske indsats hjemme og ude. Vi bør bruge det danske hjemmemarked som udstillingsvindue for danske cleantechløsninger inden for vand, luft og energi, og det kræver, at offentlige instanser og forsyningssektoren har luft i deres budgetter til innovative indkøb og investeringer, eventuelt gennem en særskilt bevilling.

På luftområdet bør der opstilles målsætninger for den danske luftkvalitet i de store byer, og kommunernes skal sikres mulighed for at udarbejde lokale luftkvalitetsplaner.

Den danske indsats bør fokuseres på danske styrkepositioner, som også den udenrigspolitiske gransker, Peter Taksøe-Jensen, har foreslået. Danmark er f.eks. førende inden for vandteknologi, og en bæredygtig vandforsyning spiller en afgørende rolle for en række af de andre FN verdensmål – at udrydde sult og fattigdom, forbedre sundhedstilstanden, sikre uddannelse til alle, forbedre ligestilling og skabe bæredygtige byer.

Derfor bør vi sætte stærkt ind her – bl.a. gennem den udviklingspolitiske indsats – for at bidrage optimalt til at realisere FN-målene og for at styrke dansk eksport. Vi foreslår, at Danmark opretter en ny Grøn vækstfond, som kan medfinansiere infrastruktur og bæredygtig udvikling i ny-industrialiserede lande i f.eks. kommende EU-lande, tidligere Sovjetrepublikker og Afrika.

Danmark bør endvidere arbejde systematisk med at udvikle og styrke EU- og international lovgivning, som kan understøtte en bæredygtig udvikling. Der er bl.a. brug for at sikre reelle priser på energi, vand og ressourcer, og der er brug for at indregne de miljø-og sundhedsrelaterede udgifter i varernes pris, så markedsmekanismerne kan bringes til at fungere uden at favorisere forurenende teknologier. Og der er brug for ambitiøse målsætninger – også i EU – om f.eks. en energineutral vandsektor og stop for vandspild.

Regeringens handlingsplan har en målsætning om at styrke forskningsmiljøer, som leverer løsninger, der bliver solgt på markederne. Det er positivt. Men det harmonerer dårligt med den reduktion, som har fundet sted, i miljø- og energiforskningen. Dansk Miljøteknologi opfordrer til, at denne målsætning afspejles i regeringens kommende udspil til finanslov, så de miljø- og energiteknologiske forskningsprogrammer (MUDP og EUDP) genoprettes og sikres 4-årige bevillingsrammer.

Handlingsplanen siger, at regeringen i relevant omfang vil vurdere verdensmålene i den danske lovgivningsproces, og at livscyklusbetragtninger i højere grad bør indgå i beslutningsgrundlaget for offentlige beslutninger. Det er også positive signaler, som bør følges op af beslutning om, at totalomkostningsprincippet (TCO) skal bruges konsekvent i hele den danske forsyningssektor, så der altid tages hensyn til energiforbrug, driftsomkostninger, levetid og holdbarhed ved indkøb og investeringer. Denne tankegang bør også tænkes ind i den strategiske udviklingspolitik.

Danmark kan spille en afgørende rolle i realiseringen ad FNs verdensmål, hvis vi gennemfører en ambitiøs indsats både ude og hjemme. Og det kan oven i købet blive til stor gavn for os selv gennem øget eksport og beskæftigelse og gennem den øgede sikkerhed, som en mere bæredygtig verden vil medføre.