Kommentarer til rapport om kortlægning af de fælles regionale udfordringer på jordforureningsområdet

Høringssvar fra Dansk Miljøteknologi

Høringssvar til FRU-rapport

I det følgende har vi kommenteret rapporten om de fælles regionale udfordringer på jord-forureningsområdet, udgivet af de danske regioner i 2015.

Arbejdet med at præcisere de udfordringer, som regionerne står overfor i forbindelse med jord- og grundvandsforurening, er et relevant og vigtigt initiativ, som vil være et solidt grundlag til det videre udviklingsarbejde til gavn for regionerne og branchen som helhed. Rigtig mange spændende potentielle udviklingsområder er nu udpeget. Udviklingsområderne er ambitiøse og favner bredt.

Dansk Miljøteknologi vil gerne bidrage til den ambitiøse tilgang til de udpegede udfordringer og give vores input til løsninger.

Behov for prioritering
Udfordringen er, at rapporten favner meget bredt og med et meget stort antal udviklingsforslag. Vi finder på den baggrund, at der er et stort behov for, at regionerne i fællesskab prioriterer mellem de mange forskellige relevante forslag.

En prioritering vil i højere grad give mulighed for også at fokusere på de mere omkostningstunge og komplicerede sager. For nuværende igangsættes der eksempelvis ganske få afværgeprojekter bl.a. på grund af økonomien i de enkelte regioner.

Målet med en sådan prioritering skal være, at der herigennem fokuseres på initiativer, der har bred opbakning, samt at regionerne evt. i fællesskab kan pulje udviklingsmidler. Herved skabes der et bredere økonomisk fundament for udviklingsarbejdet og et klart signal om et hjemligt marked i regionerne.

Prioriteringen kunne også være grundlaget for, at regionerne og branchen via DSP opsøger samarbejdspartnere og udviklingsmidler fra større puljer internationalt f.eks. i EU.

I denne proces kunne det i enkelte tilfælde muligvis være hensigtsmæssigt at åbne projektafgrænsningen op, så projekterne ikke er snævert forbundet med det, vi definerer inden for jordforureningsloven i Danmark.

Det kunne være områder som radonudfordringer herhjemme og i udlandet, forurenede byggematerialer og nye stoffer som f.eks. PFAS i forhold til undersøgelse og oprensning. Et andet område kunne være BTR (Basis tilstands undersøgelserne) under IED – direktivet hvor der er behov for metoder til risikovurderinger og fastsættelse af jord- og grundvandskriterier for en lang række stofgrupper, som normalt ikke indgår i jordforureningsproblematikken.

Udnyttelse af eksisterende data
En anden regional udfordring, som ikke nævnes i rapporten, er inddragelse og udnyttelse af eksisterende viden på jordforureningsområdet. Mange penge på nye undersøgelser kan spares hvis eksisterende data (fra tidligere undersøgelser) i højere grad systematiseres og bruges i det fremadrettede arbejde. I nogle tilfælde vil den ”ældre” viden også kunne bidrage til et bedre grundlag for faglige vurderinger af forureningssager.

Produkter kontra rådgivning
I rapporten efterspørges både konkrete produkter (teknologier) og udvikling af rådgivningsydelser.

Fra politisk hold er der dog et helt særligt fokus på produktsiden. Baggrunden er et stærkt ønske om at skabe arbejdspladser i Danmark. Udviklingen af konkrete produkter kan dog være vanskelige at realisere. Udviklingen skal nødvendigvis tage udgangspunkt i det danske regionsmarked, som alt andet lige er et lille marked.

Produktidéer med internationalt potentiale, vil altså kræve at det internationale marked afdækkes forinden, både i forhold til de enkelte landes lovgivning og i forhold til vilje og efterspørgsel i udlandet. Der vil være stort potentiale i at afdække disse elementer, i det der efterfølgende kan være et rentabelt grundlag for at udvikle et konkret produkt til løsning af en eller flere af de udfordringer, som regionerne i Danmark står over for.

Udfordringen er, at der ikke er en model for hvem og hvordan dette internationale markedspotentiale skal afdækkes. Hvis regionerne har muligheder for at bidrage til denne afdækning, er udviklingen af produkter bestemt en mulighed. Uden denne hjælp er det langt mindre sandsynligt, at små og mellemstore teknologiudviklere vil løbe risikoen.

Dansk Miljøteknologi er af den opfattelse at danske styrkepositioner på jordrensningsområdet bør opprioriteres. På rådgivningssiden har vi i Danmark store kompetencer inden for især screening og risikovurderinger af forureningssites. Men vi har også brug for at stimulere udvikling af teknologier til oprensning af forurenet jord. Derfor er der behov for et overblik over hvilke teknologier til oprensning og afværge vi allerede mestrer og hvilke teknologier der kan forfines. Kan vi koble regionale udfordringer og teknologiske styrkepositioner med international efterspørgsel, så står vi med et relevant kriterie for at udpege satsningsområde for teknologiudvikling på jordforureningsområdet.

Med venlig hilsen
Mads Leerbech Jensen
Dansk Miljøteknologi

Læs rapporten her