Fokus på investeringer, ny teknologi og innovation er nødvendigt

Bestyrelsen i Dansk Miljøteknologi om Forsyningsstrategien

Fokus på investeringer, ny teknologi og innovation er nødvendig

Regeringen har meddelt, at den agter at fremlægge en ny strategi for forsyningssektoren på baggrund af en rapport fra McKinsey, som skulle vise et effektiviseringspotentiale på 7,1 milliarder kroner.

Heraf et effektiviseringspotentiale på 2,1 mia. kr inden for spildevand og 1,2 mia. kr. inden for drikkevandsområdet.

Dansk Miljøteknologi er tilfreds med, at rapporten nu er offentliggjort, så de beregningsmetoder, forudsætninger og estimater, der ligger bag det anførte effektiviseringspotentiale kan granskes og debatteres.

Dansk Miljøteknologi medvirker gerne tilpolitiske og organisatoriske tiltag, der kan bidrage til yderligere effektivisering af vandsektoren. Vi mener, at effektivisering er positivt og kan bidrage til teknologisk udvikling og øget eksport fra de danske virksomheder, hvis effektiviseringen tilrettelægges på den rigtige måde.

Og den rigtige måde at skabe effektiviseringer på, er efter vores opfattelse gennem en regulering, som øger investeringer i ny teknologi, satser på nye løsninger, og langsigtede nedbringelse af omkostningerne gennem TCO – Total Cost of Ownership – hvor de langsigtede udgifter til energiforbrug, reparationer, vedligeholdelse og genafskaffelse inddrages..

Effektivisering er ikke det samme som besparelser og heller ikke nødvendigvis lavere priser på kort sigt. Tværtimod vil en regulering, som fører til kortsigtede besparelser og lavere kvalitet, blive meget dyr på bare lidt længere sigt – både for vandforbrugerne og for det eksporterende danske erhvervsliv, som leverer produkter og løsninger til vandsektoren.

Det afgørende er, at effektivisering tilvejebringes gennem investeringer i bedre løsninger som f.eks. energieffektive vandselskaber og genvinding af ressourcer fra vandstrømme samt optimering af processer.

Den danske vandsektor skal opfylde flere formål. Rent vand til så lave priser som muligt, men også høj kvalitet, forsyningssikkerhed, service til borgerne, rent miljø og ikke mindst skal den gerne bidrage til innovation og dermed til øget eksport og jobskabelse.

Vi støtter en professionalisering af bestyrelserne inden for alle de områder, som bestyrelser bør varetager, nemlig effektiv drift, langsigtet sikring af infrastruktur, teknologiudvikling, service og forsyningssikkerhed, hensyn til medarbejdere samt hensynet til omgivelser og miljø.

Hvis man udelukkende satser på kompetencer i retning af at gennemføre kortsigtede besparelser, vil man opleve at produktet bliver dyrere og dårligere.

Privatisering er ikke nødvendigvis en god løsning set fra de private virksomheders side. Vi lægger vægt på en regulering, som giver mulighed for langsigtede investeringer, og vores interesse er snarere at drive anlæggene helt eller delvist frem for at eje dem. Langsigtede investeringer kræver en lang driftsperiode, mindst 5 år og gerne 10-20 år.

En øget adgang for vandselskaberne til at opspare og derefter investere ekstraordinære effektiviseringsgevinster kan være en god ide, hvis det vel og mærke sikres, at de opsparede midler bruges på netop langsigtede investeringer.

Vi foreslår, at man i forbindelse med en fy forsyningsstrategi afskaffer begrebet “tilknyttede aktiviteter” og lader selskabernes eksportunderstøttende aktiviteter være en del af hovedvirksomheden, hvis de er bestilt og betalt af private eksporterende virksomheder.

Dansk Miljøteknologi bemærker i øvrigt, at der netop nu foregår en effektiviseringsproces i vandsektoren baseret på den vandsektorlov, som blev vedtaget for nyligt af et meget bredt politisk flertal og som løber frem til 2021.

Vi opfordrer derfor til, at denne proces får lov til at forløbe som aftalt, mens det yderligere effektiviseringspotentiale, som er ganske usikkert, undersøges seriøst i en åben proces.

I den forbindelse kunne man med fordel undersøge udenlandske erfaringer med andre ejer- og driftsformer og tilrettelægge en inddragende proces med hele branchen med henblik på både yderligere effektiviseringer og øget grundlag for innovation og udvikling.